Gode råd til en god ansøgning
1. Opstartsfasen
Du skal forberede dig godt, inden du skriver ansøgningen
- Gør projektbeskrivelsen konkret.
- Find den gode, gennemtænkte idé.
- Find en eller flere gode samarbejdspartnere: fx en anden forening, en skole eller skolefritidsinstitution, en børnehave, forvaltningen eller private og erhvervsdrivende.
- Bliv enig med partneren/partnerne om det konkrete projekt, overvej hinandens værdisæt, det I kan tilbyde hinanden og respektér forskelligheden.
2. Indhent oplysninger
Du skal undersøge de forskellige ansøgningsmuligheder
- Indhent oplysninger og få gode tip til hvilke fonde, puljer og ministerier, du kan søge om støtte. Du kan læse om nogle af mulighederne her på Samrådets hjemmeside.
- Undersøg, via deres hjemmesider, hvad de tidligere har støttet inden for dit område. Det giver en vished om, at dit projekt ligger inden for rammen.
- Læs andre projektbeskrivelser på de samme hjemmesider og byg på deres erfaringer.
3. Klar til ansøgning
Nu er tiden inde til at detailplanlægge foreningens projekt og gøre ansøgningen færdig
- Detailplanlæg projektet
- Formulér gerne et projekt, der indeholder andet end det, alle andre søger støtte til.
- Lav et retvisende budget, der rummer tids- og handlingsplan, gerne sat i skema.
- Lav en finansieringsplan, der fortæller hvilke bidragydere, der betaler hvilke udgiftsposter.
- Beskriv foreningens egenfinansiering med omfanget af frivillig arbejdskraft og økonomiske bidrag.
- Nævn hvordan foreningen vil evaluere projektet, og hvordan den vil synliggøre det udadtil.
- Tag kontakt til de fonde, puljer og myndigheder, du vil søge, præsentér projektet med begejstring overfor sagsbehandleren.
- Spørg sagsbehandleren, om der mangler noget i projektbeskrivelsen.
- Langt de fleste offentlige myndigheder har ansøgningsskemaer, som man skal udfylde, og som kan downloades fra deres hjemmesider.
- Vedlæg en skriftlig projektbeskrivelse.
- Overhold alle tidsfrister og formalia.
- Ring til sagsbehandleren for at høre, om ansøgningen er modtaget, og om der er uklarheder i den.
Når ansøgningen er bevilliget penge, skal du huske at indsende en rapport om projektets forløb, gerne med en evaluering af de opnåede mål.
Kilde, ”Skaf penge til den gode idé”, DGI Magasinet UDSPIL, nr. 5, maj 2006
Skal din gruppe i gang med et byggeprojekt, kan I desuden få detaljeret vejledning i Lokale- og Anlægsfondens pjece "Byg på frivilligt arbejde".
Skal din gruppe/forening søge midler til friluftsliv gennem Friluftsrådet, så tag fat i jeres lokale tipsambassadør! Læs mere her.

