12. maj: Bliver folkeoplysningsudvalg lovpligtige igen?
Siden kommunalreformen i 2007, hvor det blev frivilligt for kommunerne at etablere et folkeoplysningsudvalg, har en række kommuner valgt at lukke deres folkeoplysningsudvalg, der er med til at fastsætte vilkårene for det lokale foreningsliv. Op mod en fjerdedel af landets kommuner har således lukket deres folkeoplysningsudvalg ifølge DUF.
Nu overvejer regeringen at gøre de kommunale folkeoplysningsudvalg lovpligtige igen: Den 10. maj var den ny folkeoplysningslov til første behandling i Folketinget og her antydede Britta Schall Holberg (V), at regeringen måske igen vil gøre de kommunale folkeoplysningsudvalg obligatorisike, skriver Dansk Folkeoplysnings Samråd i deres nyhedsbrev.
”Mange folkeoplysende foreninger er bekymrede over, at kommunerne ikke behøver at oprette folkeoplysningsudvalg. Det må vi se på under udvalgsbehandlingen,” sagde Britta Schall Holberg (V), der er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg.
Læs mere på DUFs hjemmeside her.
Læs mere på Dansk Folkeoplysnings Samråds hjemmeside her.

