Du er her: Forside Nyheder 7. septemper: Dansk Folkeoplysnings Samråd stiller spørgsmålstegn ved KL's svar

7. septemper: Dansk Folkeoplysnings Samråd stiller spørgsmålstegn ved KL's svar

Den nye folkeoplysningslov indeholder helt nye regler om brugerindflydelse. Kommunernes Landsforening har publiceret en grundig spørgsmål-og-svar-liste om emnet. ”Vi er ikke helt enige i KL’s fortolkning,” siger DFS’ formand Per Paludan Hansen.

Af Michael Voss (find kilde her)

Kommunernes Landsforening (KL) har modtaget en række spørgsmål fra kommunerne om de nye regler om brugerindflydelse i folkeoplysningen. På den baggrund har KL udarbejdet et FAQ (Frequently Asked Questions) med svar på nogle af de mest stillede spørgsmål. KL oplyser, at Undervisningsministeriet har tilsluttet sig de angivne svar.     

Ét udvalg pr. kommune
På ét område er DFS’ formand Per Paludan Hansen dog i tvivl om, hvor autoriseret KL’s svar er.  I FAQ’en svarer KL kortfattet ”ja” på spørgsmålet: ”Kan en kommunalbestyrelse nedsætte flere forskellige udvalg, der tilsammen udgør brugerindflydelsen i henhold til lovens § 35, stk. 2?”
”Hermed åbner KL op for, at kommunerne kan splitte de nye udvalg for folkeoplysning op i mindre udvalg, f.eks. for idræt, for spejdere, for aftenskoler, osv. På linje med mange andre – også i den kommunale verden – er jeg uenig i den fortolkning,” siger Per Paludan Hansen.
DFS vil rejse spørgsmålet på det næste møde i Folkeoplysningens Dialogforum, hvor der både sidder repræsentanter for ministeriet, for KL og for de folkeoplysende organisationer. Dialogforum er også et resultat af den nye folkeoplysningslov