Du er her: Forside Nyheder 15. april: Samrådet sender høringssvar om ændring af folkeoplysningsloven

15. april: Samrådet sender høringssvar om ændring af folkeoplysningsloven

Samrådet har sendt et høringssvar til lovforslaget om ændring af folkeoplysningsloven.

D. 13. april 2011 sendte Samrådet følgende høringssvar til Undervisningsministeriet til lovforslaget om ændring af folkeoplysningsloven:  

Høringssvar fra Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd vedr. ændring af folkeoplysningsloven

Med henvisning til Undervisningsministeriets mail af 30. marts 2011 og tilhørende dokumenter vil Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd gerne takke for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med ændring af folkeoplysningsloven.

Som en del af DUF er Samrådet naturligvis enige i det høringssvar, som DUF fremsender. Vi vil imidlertid gerne benytte lejligheden til ligeledes at indsende et høringssvar.

Samrådet finder det meget glædeligt, at lokaletilskudsreglerne fastholdes, da en ændring af disse ville have medført betydelige konsekvenser for samrådsorganisationernes lokalforeninger. Samrådet finder ligeledes, at det er positivt, at der kommer et krav om udviklingspuljer i alle kommuner til udviklingsarbejde inden for folkeoplysningslovens rammer.

Samrådet kan ligeledes med glæde læse, at formålet med folkeoplysningen nu tydeliggøres, således det præciseres at det er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab. Vi ser, at dette sætter fokus på Samrådets organisationers evne til at uddanne vores medlemmer, til at få sociale kompetencer, være i stand til at tage vare på eget liv og tage ansvar for både nærområdet og den større omverden.

Samrådet finder, at brugerinddragelsen er helt central for de lokale folkeoplysende foreningers mulighed for at påvirke beslutninger, der vedrører deres forening. Derfor ser Samrådet gerne, at det i ændringsforslaget til § 34 gøres klart, at kommunerne er forpligtede til at sikre lokalforeningernes rettidige inddragelse i beslutningsprocesser gennem formaliserede krav herfor.

Samrådet er opmærksom på at loven giver mulighed for partnerskaber og vil i den forbindelse pege på, at vores lokalforeninger ikke nødvendigvis kan magte store projekter i et partnerskab med kommunen. Vores lokalforeninger er baseret på frivillige kræfter og vil ikke være stærke nok til at løfte ressourcetunge opgaver i partnerskab med kommunen. Samrådet ønsker, at partnerskaber også kan ses i en mindre skala, således at det ikke nødvendigvis handler om løsning af kommunale opgaver, men at partnerskaber også kan ses i et udviklingsmæssigt perspektiv fra lokalforeningernes side. På den måde ville et partnerskab i højere grad kunne tage udgangspunkt i de frivilliges virkelighed.

Med venlig hilsen

Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd

Susanne Ravn

Generalsekretær for De grønne pigespejdere