13. september: Ny tilskudsaftale med Friluftsrådet
På samrådsmødet d. 31. august blev den ny tilskudsaftale mellem Friluftsrådet og Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd godkendt af Samrådet. Tilskudsaftalen beskriver, hvad jeres gruppe eller lokalforening kan søge støtte til hos Friluftsrådet. Tilskudsaftalen er et resultat af en genforhandling af de to tidligere lokalaftaler: Lokalaftale om udvikling af lejr- og hyttegrunde og Lokalaftale om overnatningshytter og lejrpladser.
Bedre vejledning og flere muligheder
De to aftaler er slået sammen til en, og hedder nu "Tilskudsaftale mellem Samrådet og Friluftsrådet". Dette skal lette tilgængeligheden for brugerne af aftalen. For det første skal brugeren ikke læse flere aftaler igennem og for det andet er titlen mere meningsfuld i forhold til aftalens indhold for nye brugere.
Aftalen gennemgår først Friluftsrådets principper og vilkår for uddeling af tipsmidler. I forhold til de gamle lokalaftaler er der lagt vægt på, at vilkårene er mere grundigt beskrevet - både i forhold til at beskrive, hvad der ikke er støtteberettiget og hvad der prioriteres fra Friluftsrådets side i en ansøgning.
Endelig beskriver aftalen hvilke støttemuligheder Samrådsorganisationernes lokalforeninger har. Støttemulighederne er delt op i tre afsnit: "Overnatningshytter og lejrpladser", "Faciliteter og aktiviteter" og "Særlig arrangementer eller begivenheder". Ændringerne skulle gerne give en bedre vejledning til lokalforeninger, der ønsker at søge tipsmidler hos Friluftsrådet.
Støttemuligheder
I forhold til den gamle lokalaftale er tilskudsaftalen udbygget med flere eksempler og detaljer hvad angår overnatningshytter og lejrpladser. Blandt andet er der sat procentsatser for tilskudsmulighed ved renovering og nybygning for henholdsvis arbejde som udføres frivilligt og arbejde som inkluderer håndværkerudgifter. Desuden gøres det i den ny aftale mere eksplicit, at flersidig brug prioriteres.
Afsnittet om faciliteter giver ligeledes flere eksempler på, hvad I kan søge om, i forhold til den gamle aftale. Endelig er der tilføjet en ny del til tilskudsaftalen, som handler om støtte til særlige arrangementer eller begivenheder. Denne del af aftalen lægger op til, at der kan opnås støtte ved aktiviteter som rækker ud over egne medlemmer, eksempelvis samarbejdsprojekter med andre typer af foreninger eller PR-arrangementer.
Rammer og baggrund
Udover selve aftalen er der udarbejdet et dokument, som beskriver formålet med aftalen og Samrådets forpligtelse i forhold til formidling af aftalen.

